Familie billede

Jeg tror dette familie billede er fra min mor og fars sølvbryllup.
Jeg skulle stå med venstre hånd i lommen, for at skjule forbinding, jeg havde mistet en stump finger til halmpresseren i Moselund

Søskende til fødselsdag ved Kresten

Vi var syv, så var vi fem, og nu er vi tre tilbage. 

Søster Grethe er død

Søster Ida er død

Søster Ingrid er død

Broder Hans Christian er død

 
 
Der stod den så den hvide kiste,
ganske ensom i kirkens midte,
pyntet med blomster i røde hvide
farver, min bror Hans Christian, er
ikke mere, vi er alle kommet at
sige farvel.
 
Den hvide kiste vækker altid en
følelse, så underlig hver gang, den
er svær at beskrive, men den er
uafladelig, når kisten dukker frem
med den døde derinde, et livsforløb
er, uigenkaldeligt forbi.
 
Nu er tiden til afsked i denne
smukke kirke, der blev bygget
engang for mange år siden, så
Lis og Hans Christian, at blive ægte
viet, de var i hvert fald de første,
der blev rigtig gift, i den
helt nye kirke.
 
Nu sad vi her, fem måneder
senere, og mindes de gange med
bryllup og guldbryllup, Lisses båre
og nu Hans Christians samme sted
som Lisses førhen, i denne kirke
med navnet Mariehøj.
 
Trods sygdom så svær de to hørte
sammen, andre muligheder kom
Ikke på tale. En kærlighed så stor
I alle de år, et ægteskab uden lige,
hengivenheden uforlignelig mellem
Lis og Hans Christian.
 
Aldrig har jeg hørt, et ondt ord
i mellem, de to kære mennesker,
det er ganske ualmindeligt, jeg har
aldrig set nogen, på tilsvarende vis
holde af hinanden på denne
smukke måde.
 
Det var altid en fryd at besøge
hjemmet, Lis og Hans Christians,
tænk aldrig at høre en uvenlig tale
i deres lange ægteskab, en lise at
mærke deres inderlige
kærlighed.
 
Nu er det forbi, men Lis og Hans
Christian lever videre i børn og
børnebørn og oldebørn, en stor
dejlig familie, er tilbage til at føre,
slægten videre. Er det i grunden
ikke, hvad det hele, handler om.
 
Lis og Hans Christian er igen
forenet, på Vestre Kirkegård
deres urner står, side om side,
de to kære mennesker, vil for
altid blive husket, som de
smukkeste eksempler, to
kan være for hinanden.
 
Hans Christian har veget, en plads
til nye liv, vemodigt det er at tage
afsked med broder, et altid tomrum
vil være til stede, men mindet om
Hans Christian vil for altid ligge klar,
til at frembringe erindring.
 
Som når Hans Christian, slog en smut
omkring, vores forældres bo, han
indtog altid et naturligt midtpunkt,
med historier fra forne tider, og der
blev grinet godt og grundigt, fra
forældre og søskende i fælles
forening.
 
Den tid er nu, uomtvistelig forbi,
det er livets bestemmelse, at vi
kun skal være, for en stund
tilsammen, vi må alle engang
forlade pladsen, tidspunktet var nu
for broder Hans Christian.