Er idealisme godt?

Der er åbenbart noget stort ved at være idealist, sådan en størrelse udfører gode gerninger – for andres skyld – en idealist tænker ikke på sig selv. Det er et spørgsmål jeg har tænkt meget over gennem tiden, og jeg synes, det ser ud til, at idealisme ganske enkelt ikke eksisterer

Jeg tror, mange ser på en idealist som det fagreste træ i skoven, sådan at kæmpe for en sag uden personlig vinding, kan da kun være godt. 

Idealet har dog en finurlig storhed, i forbindelse med at være den uselviske givende; for den der giver, bliver for det meste belønnet med en god følelse. Og så er det, at jeg har svært ved at komme udenom, at den gode følelse måske er den egentlige bevæggrund til idealistiske handlinger, og i den tråd kan man i grunden stille spørgsmålet: Er idealistens handling så ikke egoistisk?

Umiddelbart kan man jo undre sig over, at mange menneskelige idealistiske gerninger, som skulle være så godt, udarter sig til noget så skidt. Man kunne næsten få den tanke, at årsagen måske ligger indbygget i selve idealet.

Det er virkeligt et spørgsmål, jeg har tumlet med det meste af mit liv, og jeg er efterhånden kommet frem til, det ser ud til, at mange af de forskellige ideer i historien er konstrueret bevidst – og deri ligger måske også fejlen.

Jeg bliver mere og mere overbevist om – at ideen skal være opstået ubevidst for at have værdi – alt andet bliver nemt noget intellektuelt konstrueret dårskab, som blandt andet en teori om socialistisk paradis på jord baseret på fælles ansvar, og alle skal være lige.

Jeg tror, at den ubevidste ide er baseret på erfaringer gennem århundreder. De ubevidste ideer er sammensat af små brudstykker og tilfældigheder, der har tilflydt mennesker alle dage. De ubevidste ideer er kommet langsomt og har nået at slå rødder i takt med erfaring og byggesten på byggesten.

Mennesket har evnet at udnytte de ubevidste ideer, og har brugt deres hænder til at skabe. Tænk hvad to par hænder har været i stand til at frembringe. Det kan virkeligt tage pusten fra en` at tænke på den ubevidste iderigdom udmøntet gennem århundreder af vores forfædre.

Og jeg er ganske sikker på, at alt det arbejde ikke er udført af idealister i godhedens navn til glæde for andre, men af den enkeltes gode følelser ved virkelyst og en forbedring af egen overlevelse og eksistens.

Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at uanset hvad vi foretager os, gør vi det absolut helt grundlæggende for vores egen skyld uanset    om vi vil erkende det eller ej. Derfor har jeg meget svært ved at se storheden og godheden ved idealer og idealisme, virkeliggørelsen af    dem maler tydelige uhyggelige skræmmebilleder.

Egentlig kan man vel konstatere, at jeget er den vigtigste person i ethvert liv. Jeg kunne have lyst til at spørge: Hvem i alverden skulle ellers udfylde denne plads?