Behandling i psykiatrien

 

Hvorfor er der så mange patienter i psykiatrien, der ikke synes at behandling hjælper – tværtimod? Det er da egentlig et mærkeligt fænomen, som man kan gå og undre sig over. Under normale omstændigheder er det dejligt at modtage hjælp, når vi er syge, men ikke mange har det godt med hjælpen på psykiatriske hospitaler eller i psykiatrien i almindelighed.

 Psykiaterne vil nok mene, at det ikke er normale omstændigheder, når psykisk syge modtager hjælp, men det kan altid mærkes i kroppen om behandling er rigtig eller om hele organismen protesterer over en medicinering.

 Medicin er psykiaternes muligheder for lindring af følelsesmæssige smerter; de svære følelser bliver til en vis grad bedøvet, på samme måde som med en fysisk smerte. Reelt er det behandlerens eneste redskab, formelt også en samtale, hvis indhold hovedsagelig er fremtidens medicin.

Der er ingen tvivl om, at psykiaterne har en stor viden om medicin, hvilket også er nødvendig, psykofarmaka er absolut ikke ufarlig. Psykiaterne er selvfølgelig også stolte af deres lange uddannelse og store viden, og de vil gerne bruge deres faglighed, men de kan aldrig vide hvad den syge føler, kun patienten har adgang til egne følelser. Det ser ikke ud til, at denne absolut vigtigste kendsgerning i behandling af psykiske lidelser, bliver taget alvorligt.

Der findes ikke en eksakt videnskab i psykiatri, de forskellige teorier om følelsesmæssige lidelser, er kun foreløbige, forskerne præsenterer jævnligt nye teorier, der kan være gældende i en periode, indtil nye dukker op. Det virker som om de famler mere eller mindre i blinde. Ifølge – videnskab dk – kan under halvdelen af psykisk forskning reproduceres. Det burde føre til ransagelse i psykiatrien, om behandling er den rigtige, eller måske ligefrem i de fleste tilfælde forkert.

 Sådan har det været i årtier og vil sikkert fortsætte, medmindre psykiaterne begynder at revurdere årsagen til psykiske lidelser, og begynder at lytte til patienterne og tager deres udsagn alvorligt, kun patienten kan mærke hvor skoen trykker.

 Det kan til stadighed undre, at mange patienter helst ikke vil have medicinen psykofarmaka, det er dog et smertelindrende præparat mod de forfærdelige tilstande og svære følelser. Dette fænomen burde være meget tankevækkende, specielt for alle der har med psykiatri at gøre, psykiatere, behandlere og politikere.

Det bør ikke bare affærdiges med, at det jo er syge mennesker, der ikke ved, hvad der er bedst for dem selv, i hvert fald ikke i alle tilfælde. Der må være noget helt helt galt.

Det er altså på tide, vi tager dette tema alvorligt og spørger os selv... Hvorfor det forholder sig sådan i psykiatrien.