Er jorden flad for psykiatere

 

Jeg har i lang tid funderet over årsagen til, at mange patienter i psykiatrien vælger den tilbudte hjælp fra. Hvorfor er der mange patienter, der ganske enkelt ikke kan bruge den psykiatriske behandling til noget som helst? Det finder jeg i grunden meget mærkeligt og tankevækkende. 

Jeg tror faktisk, at langt de fleste psykiatere gør deres bedste, for at hjælpe patienterne, alligevel siger mange patienter fra. Hvorfor?

Jeg har meget stor respekt for en psykiaters viden, først som uddannet læge, og senere en stor viden om psykofarmaka som psykiater. Men når det kommer til viden om psykiske følelsesmæssige lidelser kniber det med min respekt.

Det gode spørgsmål er så: Hvorfor forholder det sig sådan med psykiaterne?

Jeg ser nutidens psykiatere og behandlere befindende sig endnu på en jorden er flad stadie. Opfattelsen af årsager til psykiske lidelser har ikke rykket sig, der har været nogle få forsøg på udvikling, men de er godt og grundig kasseret af den rettroende opfattelse, at jorden er flad. Forsøg på anden tro bliver opfattet som kættersk.

Sådan har det fra tidernes morgen altid været med nye tanker og ideer, men der er dog den store forskel, at datidens modstand mod nye ideer af klodens placering i universet – om den var firkantet, rund eller flad – til i dag, hvor en forsker ikke risikerer at miste hovedet, hvis vedkommende skulle komme med nye tanker om årsager til lidelser i følelseslivet.

Galilei (Italiensk naturvidenskabsmand 1564 – 1642)  fik lov at beholde hovedet, men han måtte afsværge opdagelsen om jordens form og position i universet, hvorefter han blev sat i husarrest. 

Så voldsom er det ikke mere, hvis der bliver sået tvivl om fastlagte sygdomsforståelse i psykiatrien, men en forskers anseelse, ansættelse, mulighed for forsker midler og så videre, bliver sikkert ikke forbedret med de forkerte tanker.

Der er måske ikke noget underligt i, at de forkerte meninger bliver forstødt; frygten for det ukendte er stor. Denne frygt havde datidens søfolk også, de var bange for afgrunden, hvor den flade jord ophørte. Det er frygtelig skræmmende ikke at vide, hvad der vil ske i de ukendte områder, hvor følelserne har overtaget.

Jeg ved ikke hvad løsningen er, måske bliver det aldrig anderledes, men de fleste har dog i dag erkendt, at jorden ikke er flad. Hvis mange af de professionelle i psykiatrien skulle komme til samme erkendelse en dag, ville det være en lykke, og måske mulighed for en jordnær og fornuftig tilgang til den svære følelsesmæssige lidelse.

 

 

 

  




Forløsning