Er det frygten for ukendt land?

 

Jeg har i lang tid funderet over årsagen til, at mange patienter i psykiatrien vælger den tilbudte hjælp fra. Hvorfor er der mange patienter, der ganske enkelt ikke kan bruge den psykiatriske behandling til noget som helst? Det finder jeg i grunden meget mærkeligt og tankevækkende.

Jeg tror faktisk, at langt de fleste psykiatere gør deres bedste for at hjælpe patienterne, alligevel siger mange patienter fra. Hvorfor?

Jeg har meget stor respekt for psykiaters viden, først som uddannet læge og senere en stor viden om psykofarmaka. Men når det kommer til viden om psykiske følelsesmæssige lidelser, kniber det med min respekt

Den manglende udvikling i psykiatrien er der sikkert mange gode forklaringer på, men det har fået mig til at tænke på om det virkelig kan være frygten for ukendt land, der er årsagen til psykiaternes kliniske tilgang til psykiske følelsesmæssige problemer. Er det opfattelsen af at miste kontrollen med patienterne? For en følelsesmæssig gennemlevelse af traumer kan være ret så voldsomme. 

Jeg undrer mig dog over, at der ikke er en større nysgerrighed indenfor området, der må da være nogen der undrer sig over, at opfattelsen af årsagen til en psykisk lidelse jo i grunden stort set har været den samme altid.

Der har været nogle justeringer i selve behandling med strategi øvelser og den såkaldte kognitive behandling, hvor man skal lære at leve med sygdommen, men den grundlæggende forståelse har egentlig altid været den samme, og den skal der ikke laves om på, hvis jeg forstår psykiaterne og behandlerne ret. Derfor kan jeg ikke lade være med   sammenligne psykiatriens manglende udvikling, lidt med dengang man mente, at jorden var flad. Der blev jo en farlig ballade, da der blev stillet spørgsmål til disse områder i videnskaben.

Sådan har det fra tidernes morgen altid været med nye tanker og idéer; som datidens modstand mod nye idéer af klodens placering i universet – om den var firkantet, rund eller flad – til i dag, hvor en forsker ikke risikerer at miste hovedet, hvis vedkommende skulle komme med nye tanker om årsager til lidelser i følelseslivet. Galilei (Italiensk naturvidenskabsmand 1564 – 1642) fik lov at beholde hovedet, men han måtte afsværge opdagelsen om Jordens form og position i universet, hvorefter han blev sat i husarrest.

Så voldsom er det ikke mere, hvis der bliver sået tvivl om fastlagt sygdomsforståelse i psykiatrien, men en forskers anseelse, ansættelse, mulighed for forsker midler og så videre bliver sikkert ikke forbedret med de forkerte tanker. 

Der er måske ikke noget underligt i, at de forkerte meninger bliver forstødt; frygten for det ukendte er stort. Denne frygt havde datidens søfolk også, når de sejlede på de store have; de var bange for afgrunden, hvor den flade jord ophørte. Det er frygteligt skræmmende ikke at vide, hvad der vil ske i de ukendte områder, hvor følelserne har overtaget.

Den manglende udvikling har selvfølgelig også med magt at gøre, de mange psykiatere, professorer og så videre, vil som forventelig naturligvis ikke uden videre afgive den magt de sidder inde med, det ville datidens lærde heller ikke.

Jeg ved ikke, hvad løsningen er, men de fleste har dog i dag erkendt, at Jorden ikke er flad. Hvis de professionelle behandlere i psykiatrien vil komme til samme erkendelse en dag, ville det være en lykke.