Den største forbrydelse

Jeg kan ikke forestille mig en større forbrydelse, end en mor eller en far der er voldelig over for sit barn fysisk eller psykisk, og så er det tilmed en forbrydelse, hvor udøveren ikke risikerer sanktioner, det sørger de fleste psykiaterne for. Ifølge mange forskere har psykiske skader ikke noget med barndommen og opvækst at gøre, en stor del af psykiaterne mener, at følelsesmæssige skader er en ubalance i hjernen eller samfundets krav eller noget helt andet.

 Det er jo en meget bekvem måde at friholde os forældre for ansvaret, hvis vores børn får følelsesmæssige problemer. Jeg tror imidlertid, at langt de fleste forældre dybest set godt er klar over, hvordan børns problemer opstår, men det er selvfølgelig en meget svær tanke at acceptere.

Jeg har meget svært at forstå de forældre, der begår vold mod deres børn. Hvad der får en mor til at begå vold mod sit barn, er mig fuldstændig uforståeligt; volden mod barnet kan for eksempel være grundet i en frygt for, at barnet ikke ville opføre sig korrekt. I dette tilfælde havde volden ikke noget med barnets opførsel at gøre, men alene hvad andre måtte mene om moderens evner til at passe sit barn.

En opvækst med vold giver børn forfærdelige følelsesmæssige problemer. Jeg tror ikke denne mor har anelse om, hvor frygtelige konsekvenser hendes handlinger har forårsaget.

Nogen vil måske indvende, at moderen selv har været udsat for svigt; det er ikke en undskyldning. Ingen voksne er ansvarlige for, hvad de har været udsat for som børn, men som voksen er vi ansvarlige for vores handlinger, uanset hvad vi har været udsat for som børn.

Det at ødelægge et barns følelser, og dermed et voksenliv med voldsomme følelsesmæssige lidelser, turde være en indlysende forbrydelse der ikke kan undskyldes.

Jeg ser det som den største forbrydelse i menneskeheden