Jeg tror dette familie billede er fra min mor og fars sølvbryllup.
Jeg skulle stå med venstre hånd i lommen, for at skjule forbinding, jeg havde mistet en stump finger til halmpresseren i Moselund

Fødselsdag hos Kresten

 

Vi var syv, så var vi fem, og nu er vi tre tilbage.

Søster Grethe er død

Søster Ida er død

Søster Ingrid er død

 

Efter lang tids sygdom,
søster Ingrid døde, på
Vesterled Plejehjem.
Hun valgte det fra,
yderligere behandling,
Ingrid ville ikke mere.

Søster Ingrid havde selv,
den hele handling, med
kirke i Herning, præst og
salmer, turen hjem til
kirkegård i Timring, et
trygt sted for Ingrid, hun
valgte også.

Tilbage til Herning
Østergaards Hotel.
Mange var med, til
det fine kaffebord,
med boller og pålæg,
og æblekage også.

For sådan skulle dagen,
den hele forløbe, så alle
gamle venner, havde
mulig deltagelse, uden
for stort besvær.

Alt dette bestemte
Ingrid, som hun
nedfældede i hæftet,
hendes sidste ønske,
så ingen var i tvivl,
tiden derpå.


I familien havde Ingrid,
en ganske særlig plads,
blandt søskende både,
men søskendebørn også,
hvor Ingrid udgjorde, et
naturligt midtpunkt,
hvor guld var til stede,
mellem børn og unge.

Behandling og omsorg
blev jo Ingrids liv, og
hele bestemmelse.
det var altid trygt, når
Ingrid kom hjem, specielt
hvis sygdom, var kommet
til huse.

Søster Ingrid vil altid, have
en særlig plads, hos alle os,
der var heldig at have, en
tid lang med søster, en faster
og moster, og den store
slægt, vi tilsammen hører,
med tidens øjeblikke,
der så hurtigt forløber.

Den tid er nu, uomtvistelig
forbi, det er livets bestemmelse,
at vi kun skal være, for en stund
tilsammen, vi må alle engang,
forlade pladsen, tidspunktet var
nu for søster Ingrid.

 

 

 

 


















 

 

 
















 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Broder Hans Christian er død

 

Der stod den så den hvide kiste
ganske ensom i kirkens midte,
pyntet med blomster i røde hvide
farver, min bror Hans Christian er
ikke mere, vi er alle kommet at
sige farvel.
 
Den hvide kiste vækker altid en
følelse, så underlig hver gang, den
er svær at beskrive, men den er
uafladelig, når kisten dukker frem
med den døde derinde, et livsforløb
er uigenkaldeligt forbi.
 
Nu er tiden til afsked i denne
smukke kirke, der blev bygget
engang for mange år siden, så
Lis og Hans Christian, at blive ægte
viet, de var i hvert fald de første,
der blev rigtig gift, i den
helt nye kirke.
 
Nu sad vi her, fem måneder
senere og mindes de gange med
bryllup og guldbryllup, Lisses båre
og nu Hans Christians samme sted
som Lisses førhen, i denne kirke
med navnet Mariehøj.
 
Trods sygdom så svær de to hørte
sammen, andre muligheder kom
Ikke på tale. En kærlighed så stor
I alle de år, et ægteskab uden lige,
hengivenheden uforlignelig mellem
Lis og Hans Christian.
 
Aldrig har jeg hørt, et ondt ord
i mellem, de to kære mennesker,
det er ganske ualmindeligt, jeg har
aldrig set nogen, på tilsvarende vis
holde af hinanden på denne
smukke måde.
 
Det var altid en fryd at besøge
hjemmet, Lis og Hans Christians,
tænk aldrig at høre en uvenlig tale
i deres lange ægteskab, en lise at
mærke deres inderlige
kærlighed.
 
Nu er det forbi, men Lis og Hans
Christian lever videre i børn og
børnebørn og oldebørn, en stor
dejlig familie, er tilbage til at føre,
slægten videre. Er det i grunden
ikke, hvad det hele, handler om.
 
Lis og Hans Christian er igen
forenet, på Vestre Kirkegård
deres urner står, side om side,
de to kære mennesker, vil for
altid blive husket, som de
smukkeste eksempler, to
kan være for hinanden.
 
Hans Christian har veget, en plads
til nye liv, vemodigt det er at tage
afsked med broder, et altid tomrum
vil være til stede, men mindet om
Hans Christian vil for altid ligge klar,
til at frembringe erindring.
 
Som når Hans Christian, slog en smut
omkring, vores forældres bo, han
indtog altid et naturligt midtpunkt,
med historier fra forne tider, og der
blev grinet godt og grundigt, fra
forældre og søskende i fælles
forening.
 
Den tid er nu, uomtvistelig forbi,
det er livets bestemmelse, at vi
kun skal være, for en stund
tilsammen, vi må alle engang
forlade pladsen, tidspunktet var nu
for broder Hans Christian.